Home / Mythologie / Trolldom: Zauber und Magie der Wikinger

Trolldom: Zauber und Magie der Wikinger

trolldomopt

Mit „Trolldom“ bezeichnete man in der Religion des vorchristlichen Skandinaviens ganz allgemein „Zauberei“, die vermutlich in verschiedene Bereiche unterteilt war. Dazu gehörten der Runenzauber, das Draußensitzen (Útiseta), die weißagung (Spâdom), Zaubergesäng (Galdr) und auch Seiðr, der eine besondere Form des Trolldom war.

Sowohl Männer als auch Frauen übten magische Praktiken aus; die Männer hießen Seiðmenn, die Frauen nannte man Völva oder oder Spákona (Seherin). Sie genossen ein sehr hohes Ansehen, die Seiðmenn waren in der Regel aber nicht geachtet. Ihr Zauber bezog sich zumeist auf die Herbeiführung schweren Unwetters oder die Herstellung von Kleidung, die kein Schwert durchdringen konnte.

Ein Schwerpunkt der Zauberei, der sich noch bis in die Neuzeit in Nordwestisland hielt, war der Amulettzauber, die Herstellung magischer Zeichen, die man bei sich trug oder an Türen angebracht oder unter Schwellen vergraben wurden.

Die der skandinavischen Westküste (heutiges Norwegen) entlang nach Norden und von da ins Landesinnere und gegen den Bottnischen Meerbusen (heutiges Schweden) vorrückenden Wikinger begegneten auf ihren Vorstößen den Samen, welche das Gebiet seit dem Ende der letzten Eiszeit besiedelten.

Die Wikinger gebrauchten für die samischen Schamanen nicht den samischen Namen (Noaidi), sondern nannten sie trollmenn, also Zauberer, Hexer, Magier. Die Wikinger fürchteten zwar diese Magie, die mächtigen Lokalkönige jedoch sandten ihre für die Nachfolge bestimmten Söhne zu den Noaidi “in die Lehre”, um eben genau dieses magische Handwerk zu lernen um es im Kampf gegen andere Könige (und dann teils auch gegen die Samen) anwenden zu können.

Hier ein wenig im Original

Stiklestad

Rune Blix Hagen, førsteamanuensis i historie og religionsvitskap ved Universitetet i Tromsø, kallar boka «eit nybrotsarbeid» i si entusiastiske melding i Historisk tidsskrift (nr 1/2012). Han har venta på bok i ti år, og meiner dette er det første arbeidet som går grundig inn på trolldomstru i vikingtida med kjelder frå heile Norden.

Og det var ikkje berre kvinner som var hekser. Tvert i mot: I Vikingtida utøvde like mange menn magi.
Det er i boka «Witchcraft and Magic in the Nordic Middle Ages» Harvardprofessor Steven Mitchell dokumenterer den utstrekta trua på og bruken av magi i vikingtida i Norden.

Eliteprofessor i skandinavistikk

Han snakkar flytande svensk og er professor i skandinavistikk (skandinaviske studier) og folklore, vitskapen om folkeminne. Dei siste førti åra har han nytta til å forske på vikingtida, og no har han publisert boka som dokumenterer både trua på og bruken av hekser i vikingtida.

For å dokumentere påstanda si har Mitchell nytta eit vidt materiale som både inkluderer det historikarane kallar «forteljande kjelder» og «normative kjelder». Forteljande kjelder er til dømes skjønnlitteratur som sagaer, som fortel noko om korleis fantasilivet i vikingtida var, og normative tekster som lover og domfellingar, som fortel noko om korleis dei ønska å innrette samfunnet.

Boka har mange fans blant magientusiastar i alle formar. Rune Blix Hagen, førsteamanuensis i historie og religionsvitskap ved Universitetet i Tromsø, kallar boka «eit nybrotsarbeid» i si entusiastiske melding i Historisk tidsskrift (nr 1/2012).
Han har venta på bok i ti år, og meiner dette er det første arbeidet som går grundig inn på trolldomstru i vikingtida med kjelder frå heile Norden.

Menn var heksar

Medan trolldomsforskarar tidlegare har forska mykje på hekser og trolldom etter reformasjonen, med fokus på forfølgjing av heksene, har det vore mindre forsking på trolldom førkristne tider.

Vikingtidas trollmenn var sterkt påverka av samisk sjamanisme, meiner Mitchell. I staden for å ha hekser som flaug på kosteskaft trudde vikingane på trollmenn som kunne forandre verda rundt seg.

For det var det var ikkje først og fremst kvinner som nytta magi i vikingtida:
– I sagaene er det som regel men som grip til magi, og kallar på ånder som skal ta vare på familiane eller hjelpe dei å kjempe ned fiendar, seier Mitchell til videnskab.dk

Skremte bort kongen med ånder

I dei norrønne sagaene er det mange historier om korleis åndene kunne hjelpe til i politiske konfliktar. Mitchell trekk fram Egils Saga der hovudperson Egil Skallagrimsson nyttar eit hestehovud på spidd til å mane fram ånder som skal jage kongen ut av landet.

I sagaen endar det med at Eirik Blodøks og dronninga hans Gunhild flyktar til Storbritannia.
– Vi veit frå andre kjelder at Eirik Blodøks faktisk flykta til Storbritannnia i verkelegheita, forklarar han vidare.

Kjærleik og impotens

Der menn var oppteken av å mane ånder for å verne mot vald eller auke eiga lukke i krig, var kvinner typisk oppteken av kjærleik: Dei nytta magi for å påverke kjensler, men òg meir fysiske aspekt, som potens.
Som eit døme trekk Blix Hagen i meldinga si fram rettsprosessen mot Ragnhild Tredgagås, som i 1325 mellom anna blei anklaga for å gjennom trolldom ha forårsaka impotens.

Ho blei dømd til faste på brød og vatn og sju års pilgrimsferd utanfor Noreg. Ei ganske mild straff, i forhold til heksebrenninga som skulle finne stad i seinare tider.